Energiscreening gav besparelse på mere end 200.000 kr. om året

Det støver og larmer i den store hal – og det dufter intensivt af halm. Her på det store anlæg hos Højgaard Halmpiller midt i Thy produceres hver dag tusindvis halmpiller – og det kræver en masse energi. For et år siden slugte generatoren 85.000 liter dieselolie om året. I dag er generatoren skrottet og virksomheden har sagt goddag til den grønnere strøm og mere end 200.000 kr. i besparelse i lommen hvert år.

Finn Gramstrup Larsen

Det var kun på grund af energirådgiverens beregning, at det gik igennem i banken, så jeg er rigtig glad for, at jeg fik den screening, siger Finn Gramstrup Larsen, der er indehaver af Højgaard Halmpiller.

Ejeren af Højgaard Halmpiller, Finn Gramstrup Larsen, havde været i banken for at låne til at skrotte generatoren, som slugte så meget dieselolie. Men banken sagde nej og Finn Gramstrup Larsen måtte troligt fortsætte med at hælde 85.000 liter dieselolie i tanken om året.

Men på dyrskuet forrige sommer, mødte han tilfældigvis energirådgiver Jan Høilund Christensen fra Engko og hørte om Thisted Kommunes tilbud om energiscreeninger. Han tog imod tilbuddet, og energirådgiveren beregnede, at han med en investering på en halv million kroner kunne spare mere end 200.000 kr. Om året. Samtidig fandt Finn Gramstrup Larsen ud af, at han faktisk kunne få 105.000 kr. i tilskud til projektet.

Beregningerne gav et ja

Så han tog beregningerne under armen og holdt møde banken igen.

– Da de så beregningerne, og hvad besparelsen samt tilbagebetalingstiden var, så kunne det hele pludselig godt lade sig gøre, så det var dejligt, fortæller Finn Gramstrup Larsen.

Konkret fik han afmonteret generatoren, og i stedet er der lagt strøm ind. Seks kraftige kabler forbundet med egen transformatorstation, skulle der til for at levere den strøm Højgaard Halmpiller har brug for.

Investeringen får han hjem på kun 2-3 år, så han er rigtig godt tilfreds med, at han fik taget skridtet.

– Det var kun på grund af energirådgiverens beregning, at det gik igennem i banken, så jeg er rigtig glad for, at jeg fik den screening, siger Finn Gramstrup Larsen.

Det er en meget energikrævende proces at lave halmpiller, men ved at skifte generatoren ud, der slugte en masse olie og bruge el, er produktionen blevet billigere.

Det er en meget energikrævende proces at lave halmpiller, men ved at skifte generatoren ud, der slugte en masse olie og bruge el, er produktionen blevet billigere.

Mølle på vej

Han har drevet landbrug siden 1983, men da den økonomiske krise kradsede, fandt han og sønnen på at lege med udvikling af halmpiller. I dag har de en stor produktion og leverer halmpiller til hele landet. Halmpiller er et nyt strøelsesprodukt som bruges til heste, kvæg, grise, fjerkræ og smådyr.

Tankegangen om, at grønne tiltag kan betale sig, har bidt sig fast herude på gården, der ligger på et af de højeste steder i Thy. Udsigten går i klart vejr fra Hanstholm Fyr i nord til møllelysene i Thyborøn i syd. Og her blæser vinden ofte fra vest. Så det næste tiltag hos Højgaard Halmpiller er at få en husstandsmølle, og ansøgningen er allerede sendt til kommunen.

Få energiscreenet din virksomhed
I samarbejde med uafhængige energirådgivere tilbyder Thisted Kommune energiscreeninger til lokale virksomheder. Målet er at gennemføre 25 screeninger hvert år fra 2015-2018. Initiativet er en del af Thisted Kommunes Energi- og Ressourcepolitik, og i 2016 bliver der igen åbnet for en ny pulje af screeninger.