Den Grønne Tråd fra Thisted med i København

Den Grønne Tråd er stærkt repræsenteret på udstillingen ”Thy i København” i hele juni måned. Udstillingen finder du i hjertet af København på strøget lige ved Rådhuspladsen. Emnerne for udstillingen er det gode kystliv, økologiske råvarer, natur, bæredygtighed, vedvarende energi og meget mere af det, der er karakteristisk ved Thy.
Thy Turistbureau har arrangeret en tætpakket juni måned, hvor programmet byder på alt fra kvalitetsråvarer fra Nationalpark Thy, over grønne elbiler, Thy Masterclass til Cold Hawaii. Målet for Thy Turistbureau har været at lave en udstilling, der giver et bredspektret billede af Thy og Thyboerne. Udstillingen skal være med til at aflive nogle af de myter, der ofte bliver præsenteret i medierne om livet i det nordvestlige Jylland. Midlet er en udstilling af høj æstetisk kvalitet og frivillige værter, der dagligt brænder for at fortælle historien om Thy.

Fra Safari til pølser

Frederiksberggade 23 på Strøget er ikke det naturlige element for den storslåede natur i Thy, men alligevel er det lykkedes utroligt godt for Turistforeningen at gøre de 1500 m2 til et lille stykke af den egn, vi kommer fra. Her bliver sanserne pirret af gyldne dråber fra Thisted Bryghus, velsmagende pølser fra Tican og mælk fra Thise Mejeri lavet på mælk fra de køer, der nu hygger sig på markerne i Thy. Thy er også kunst og kunsthåndværk, hvilket bl.a. bliver rigt illustreret med prøver på moderne strik. Er du den mere eventyrlystne type, kan du også stifte bekendtskab med safariturene i nationalparken.

Den Grønne Tråd på 2. sal

Thisted Kommune har indtaget 1. sal i den store butik på Strøget. Her er der ophængt mere end 150 m2 fotos, der stiller skarpt på natur og bæredygtighed i Thy. Ikke blot i Nationalparken – men hele Thy. Centralt i udstillingen er en 16 meter lang og to meter høj tidslinje, der viser den grønne tråd gennem Thisteds udvikling. Budskabet er helt enkelt. Med Danmarks største andel af vedvarende energi i forsyningen og med et naturareal, der er 30 procent over landsgennemsnittet, er Thy et område i Danmark, hvor mennesker har natur og bæredygtighed helt inde på kroppen.

Thy Turistbureau har sammensat et tætpakket og varieret program, der sætter fokus på kunst, kultur, gastronomi, natur og erhvervsudvikling. Målet er både at vise Thy som et attraktivt rejsemål for turister og et oplagt sted at søge arbejde og bosætte sig.

Opfordringen til gæsterne er: ”Kom til Thy og oplev et liv med fantastiske fritidstilbud, med storslået natur og med gode arbejdsmuligheder.”

Den Grønne Tråd viser blot eksempler på naturperler og vedvarende energi. Der er også meget andet på programmet i Thy. Kom selv og se.